Skip to main content

Vil du med på restaurant? Vi inviterer!

Brochure med kursusoversigt

Torsdag og fredag den 21. og 22. september 2023 løber årets Børneretskonference af stablen på Hotel Radisson Blue i Aarhus. Alle, der arbejder med børnesager, er inviterede, hvad enten det er advokater, dommere, børnesagkyndige, ansatte i Familieretshuset, Ankestyrelsen, kommuner eller andet.

Grundidéen er, at sammen er vi bedre. Jo mere, vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs, jo bedre blive vi til vores arbejdes hovedformål:

At få børnene (og helst også deres forældre) bedst og mest smidigt igennem de juridiske processer, de er endt i.

Over to forskellige dage arrangerer vi forskellige kurser om sager om børn.
Og ja – der uddeles selvfølgelig kursusbeviser.

Vi håber samtidig, at alle bliver og overnatter mellem de to kursusdage og vil med ud og spise på restaurant i Aarhus om aftenen og have lidt mere uformelt samvær med kollegaerne på kryds og tværs. Vi giver et glas rødvin! Ønsker du alene det faglige, er det dog selvfølgelig også muligt.

Første dag er vi alle samlede. Fokus bliver på retssagerne om forældremyndighed, bopæl og samvær. Først kommer der lidt indledende fra advokaterne Marita S. Hinge og Rasmus Hedegaard. Fokus fra advokaterne bliver på den allerseneste nye retspraksis, inden der bliver lagt op til at få kigget grundigt på advokaterne udefra: Hvad gør vi godt som advokater? Hvad er vi (måske) decideret dårlige til – og hvad kan vi gøre bedre? Børnepsykolog ved domstolene, Rikke Brix lukker os ind i hendes inderste tanker om, hvad vi gør godt, og hvor der er plads til forbedring i vores advokatarbejde. Tør vi høre, hvad psykologen tænker? Måske kommer der endda lidt undervisning fra hende undervejs.

Herefter bliver der plads til dommer Mie Obel. Hvis dommeren kunne forme advokaterne, hvordan så de så ud? Og hvordan kan vi gøre hinanden bedre? Og hvordan tænker dommeren, systemet omkring børnesagerne ser ud i dag?

Anden dag bliver et slaraffenland, hvor der kan vælges på kryds og tværs mellem flere forskellige kurser, hvor du kan blive fuldstændig opdateret på lovgivning og praksis, som den ser ud i dag. Der er 5 forskellige kurser at vælge imellem – hvilke to vælger du? Ungdomskriminalitetsnævnet, Samværssagen i Familieretshuset, Tvangsbortadoptioner, Tvangsanbringelsessager eller Internationale Børnebortførelsessager?

Når du tager hjem, er du således fagligt helt opdateret – du har masser af kursuspoint i tasken, men ligeså væsentligt har du forhåbentligt hygget dig bravt i gode kollegaers selskab og medvirket til: At få børn (og deres forældre) bedst og mest smidigt igennem de juridiske processer, de er endt i.

Ses vi? Det håber vi meget…

Brochure med kursusoversigt